Om at gå på arbejde

Udgivet tir d. 11. jun 2019, kl. 09:00
Nyt fra præsterne

AT GÅ PÅ ARBEJDE
af Lars Hagensen
Jeg har det privilegium, at jeg kan gå på arbejde. Sådan helt bogstaveligt! Jeg kan gå på gåben de få kilometer, som jeg har til min arbejdsplads. Jeg har i øvrigt den smukkeste arbejdsplads og det mest spændende arbejde i byen, synes jeg. Andre vil helt sikkert kunne sige det samme om deres, håber jeg. Om ikke andet, så har jeg i hvert fald en af de ældste arbejdspladser. Jeg arbejder ved den 800 år gamle Dalum Kirke i forstaden til Odense af samme navn. Ganske vist begynder vi i Dalum så småt at føle, at vi nok efterhånden er ved at være en del af Odense By og ikke en forstad længere. Især fordi forretningslivet i Dalum blomstrer, vi har adskillige gode spisesteder, vi har endda et højt kulturliv og mange sportsaktiviteter for blot at nævne noget af det, der kendetegner Dalum i 2019 – og snart vil der nok flytte mange mennesker ind i de planlagte boliger på den nu nedlagte papirfabriks område.
Men det var det at kunne gå på arbejde, jeg kom fra, både i den betydning at have et arbejde men også at gøre det på gåben. Så lad mig beskrive min morgentur, når jeg går hjemmefra for at komme på arbejde. Jeg begynder på Carl Baggers Allé, hvor jeg bor – en vej langs Dyrskuepladsen, hvor tidligere soldaterne eksercerede, opkaldt efter en lidt fordrukken dansk forfatter og redaktør af forløberen for Fyens Stiftstidende. Vejen er udstykket fra gården Rikkesminde i begyndelsen af 1900-tallet og fremefter. De ældste huse er ret pompøse, her flyttede fabrikanter og andet godtfolk fra Odense ud i skattely, for Dalum var en selvstændig kommune. Man kan følge tiden ved at gå ad denne vej, midtvejs skifter byggestilen, husene bliver mindre, materialerne andre. Men alle husene er forskellige, for det betingede ejeren af Rikkesminde sig. Men jeg går mod tiden, for jeg skal ned under jernbanebroen og forbi den stråtækte Bondestue med nogle meget stationære storke oppe på stråtaget. Her passerer man med fare for liv og lemmer morgentrafikken på Faaborgvej. Jeg går lykkelig videre i live gennem Fruens Bøge Skov, der er stille trods enkelte hundeluftere, svedige kondiløbere og folk, der sikkert går på arbejde ligesom jeg. Nede fra Zoo dufter det lidt strengt af eksotiske dyr, man kan høre tigerens godmorgenbrøl. Oppe i træerne hakker spætterne i kanon, medens allikerne danser på grusstien. Engang var Fruens Bøge Skov fyldt med restauranter og dansesteder, i dag fornemmes kun svagt omridsene deraf i skovbunden. Førhen kunne tusindvis af mennesker finde vej herud på en enkelt dag. Tilbage er nu kun Carlslund i en lidt pasticheagtig udgave, medens Velodromen, den gamle Fruens Bøge Station, er ægte nok og hvor man får områdets absolut bedste kaffe. Den er opkaldt efter den nu forsvundne cykelbane, hvor den seksdobbelte verdensmester i sprint Thorvald Ellegaard i 1900-tallets begyndelse spurtede rundt. Jeg går forsigtigt over Svendborgbanens skinner og drejer ned langs banen til Gurlis Allé, hvor den smalle Kærlighedssti i århundreder har fulgt den stejle åskrænt mellem bøgetræerne. Et pludseligt blåt glimt lyner hen over åens vandspejl og afslører den smukkeste beboer i området, isfuglen. Jeg håber den fortsat vil bo hernede, når papirfabrikkens område på modsatte side om føje tid bliver fyldt med både gang- og cykelstier. Jeg er næsten fremme, men passerer inden da Maria-Kilden, der er helt mosbegroet og sætter en i guldalderhumør. Meget helligt vand afgiver den nu ikke, måske skyldes det den åndløse tid, vi lever i. Den bærer navn efter Vor Frue, men i 1864 flirtede provstedatteren Marie Abel fra den nærliggende præstegård med den unge Ernst Trier her ved kilden og forsøgte at bilde ham ind, at den var opkaldt efter hende! Jeg vandrer nu langs hegnet ind til Dalum Kirkegård og nikker her ærbødigt til bagsiden af en stor gravsten, som anes gennem løvet. Den er sat over ejeren af gården Rikkesminde. Det var jo på dens jord, der blev udstykket til Carl Baggers Allé, hvor jeg begyndte min vandring. Nu har Rikkesminde selv lidt tidens skæbne og er både revet ned og stykket ud. Ikke langt derfra ses de enkle hvide kors over de hensovede Sct. Hedvigsøstre fra klosteret. Og nu – foran mig – dukker den rødbrune Dalum Kirke, stor og mægtig, op. Jeg er fremme. Arbejdsdagen kan begynde. Det er et privilegium at kunne gå på arbejde.

(Klumme bragt i Ugeavisen, Odense april 2019)

Ophavsret: