Information til konfirmander og pårørende, september 2020

Information til konfirmander og pårørende, september 2020
Udgivet tir d. 15. sep 2020, kl. 11:51
Nyheder

Dalum Kirke, september 2020

Kære Konfirmander, klassekammerater, familie og venner!

Årets konfirmation i Dalum Kirke står snart for døren. Vi er mange, der glæder os til denne dag, og under normale omstændigheder åbner vi dørene for alle folk fra nær og fjern. Det kan vi desværre ikke i år!

Pga. af COVID-19 er vi underlagt strikse retningslinjer i kirken og samfundet. Det betyder, at konfirmanderne får lov at invitere nogle få gæster med i kirken, og KUN inviterede bliver lukket ind. Samtidig gælder det almindelige forsamlingsforbud uden for kirken, og derfor har vi en indtrængende bøn til alle jer, der ikke er inviteret med i kirken om IKKE at møde op og stå uden for kirken på konfirmationsdagen.

Der vil være gæster fra mange steder i landet, og derfor skal vi undgå sammenstimlen uden for kirken.

Hvad så med telegrammer og roser og gaver?

Det er en fin skik at give sine klassekammerater og venner et telegram eller hilsen til konfirmationen. I år kan I IKKE aflevere jeres hilsener til hinanden i kirken. Derfor vil vi foreslå, at I dagen før cykler rundt til hinanden og lægger telegrammerne i postkassen eller finder en anden måde at udveksle hilsener og gaver med hinanden.

Vi håber på jeres forståelse og ønsker jer alle en fantastisk konfirmations-dag!

I år bliver det hele lidt anderledes end det plejer. Men det kan godt blive sjovt og festligt og godt alligevel!!!!

Mange venlige hilsener fra PRÆSTERNE I DALUM KIRKE