Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Koncert - “Dalum Kirke revisited”

Dato
Søndag d. 20. november 2022, kl. 16:00
Sted
Dalum Kirke, Dalumvej 114, 5250 Odense SV

Søndag den 20. november 2022 klokken 16.00 opfører ensemblet Via Artis Konsort første del af det site-responsive værk 'Dalum Kirke revisited', skrevet specifikt til Dalum Kirke af musiker og komponist Poul Udbye Pock-Steen.

Site-responsive events er et musikdramatisk format, hvor musik og performance går i samklang med alt det der karakteriserer opførelsesstedet; rumforhold, lysforhold, akustik, historisk kontekst, stedets betydning i lokalsamfundet, etc. Musikken forholder sig ikke alene til stedet; Stedet bliver en aktiv del af begivenheden.

Et site-responsive event finder sjældent sted i en koncert- eller teatersal, og kan faktisk opføres hvorsomhelst, hvor stedets historie, funktion og arkitektur har noget væsentligt at fortælle. Det kan for eksempel være historiske bygninger, forladte steder, ja sågar steder der ikke længere eksisterer. Site-responsive events er unikke! Det vil sige, at to forestillinger ikke kan være ens, og musikken skrives - og performance tilrettelægges specifikt til det pågældende sted.

Dalum Kirke revisited

Dalum Kirke har en spændende historie og et fascinerende interiør, arkitektur og akustik. Sidst, men ikke mindst, er Dalum Kirke rammen om et åndeligt, intellektuelt og musikalsk liv med en aktiv menighed og et engageret personale. Ideen er, at skabe et anderledes og underholdende koncertevent der med et moderne kunstnerisk udtryk præsenterer Dalum Kirke med dens fortid og nutid, og et blik rettet mod fremtiden. Dalum Kirke revisited består af to akter; Første akt opføres før kirken lukker for renovering, og anden akt vil finde sted umiddelbart før kirken åbner op igen, i det tomme nyrestaurerede kirkerum.

Medvirkende

'Dalum Kirke revisited' opføres af ensemblet Via Artis Konsort. Ensemblet blev dannet i 2006 som et tidlig-musik ensemble, og har siden spillet godt 400 koncerter i ind- og udland, blandt andet Cuba, Spanien, Belgien, Færøerne, Sverige, Norge og Island.

Desuden medvirker en række musikere der på forskellig vis er tilknyttet Dalum Kirke og kirkens kantori.