Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Nytårskoncert Lunde & Krebs

Dato
Søndag d. 15. januar 2023, Kl. 15:00 til kl. 16:00
Sted
Dalum Kirke, Dalumvej 114, 5250 Odense SV
Pris
100 kr.

Dalum Kirke, søndag d. 15. Januar kl. 15.00

Entré 100 kr. (entréindtægten går ubeskåret til kirkens flygelopsparing)

Vi glæder os til at åbne dørene til en festlig nytårskoncert med Duo Lunde & Krebs.

Duo Lunde & Krebs består af trompetist Mads Juul Lunde, Nyborg og organist Torben Krebs, som har sammensat et bredt program i 2 afdelinger:

Første halvdel spilles ved kirkens orgel og består af musik fra det traditionsrige repertoire for trompet og orgel. Bl.a. kan man glæde sig til at høre spændende ny musik af den israelsk-amerikanske komponist Ofer Ben-Amots, der til daglig underviser i komposition og musikteori på Colorado College. Odense-komponist og -organist Lars Kristian Hansen er også repræsenteret i programmet.

Efter en kort pause fortsætter koncerten ved klaveret, hvor det klassiske repertoire bliver afløst af jazz-inspirerede arrangementer over salmer og sange. Med forkærlighed for den gode melodi har duo’en specialiseret sig i at "vrides armen kærligt om" på de velkendte melodier, som tilføres helt nye musikalske aspekter.

I pausen er kirken vært ved et glas bobler og en lille kransekage.

 Om Mads Juul Lunde:

Mads Juul Lunde er "Nyborg-dreng" - her er han født, og byen udgør stadigvæk basen for hans allestedsnærværende aktiviteter som musiker. Han er uddannet trompetist fra Det Fynske Musikkonservatorium i 1996 med videregående uddannelse på The Guildhall School of Music and Drama i London.

Allerede som 7-årig begyndte Mads at spille i Danehofgarden - i dag er han en af landets mest anvendte og alsidige freelance-trompetister i både rytmisk og klassisk sammenhæng. Foruden sit virke som musiker har han dirigeret adskillige orkestre - både amatører og professionelle - og stået for den musikalske ledelse af et hav af teaterforestillinger. Aktuelt er han dirigent for Legoland® Garden, et brassband af dygtige blæsere og slagtøjsspillere med ca. 40 piger og drenge i alderen 10-20 år.

Om Torben Krebs:

Torben Krebs er uddannet ved Det Fynske Musikkonservatorium med solistdebut i 1992. Han har været finalist, prisvinder og jurymedlem ved internationale konkurrencer og har spillet talrige koncerter i herhjemme, i Europa og i USA. Desuden har han indspillet flere cd'er.

Siden 2017 organist og kantor ved Thomas Kingos Kirke og fra 2010 Kirkeministeriel Orgelkonsulent for Vestdanmark, hvor han rådgiver menighedsråd i orgelsager.

Torben Krebs var organist ved Dalum Kirke fra 2015 til 2017.