Koncert/foredrag om Ambrosius Stub

Dato
Søndag d. 25. oktober 2020, Kl. 16:00 til kl. 18:00
Sted
Dalumvej 112, 5250 Odense SV
Medvirkende
Alamente og Inger Solveig Nissen

Ambrosius

Koncertforedrag med Inger Solveig Nissen og Alamente ensemble under ledelse af Poul Udbye Pock-Steen.

Søndag d. 25. okt. kl. 16.00 i Annekset

Ambrosius Stub, dansk digter, født i Gummerup ved Assens maj 1705. Død i Ribe 15. juli 1758, som nabo til salmedigteren Hans Adolph Brorson. Ambrosius Stub har 5 salmetekster med i den seneste udgave af DDS, men har skrevet alt fra ligefremme drikkeviser til følsomme barok-arier.

En brydningstid 1700-tallet er en brydningstid, hvor den fremstormende oplysning og rationalisme på den ene side sætter spørgsmålstegn ved det gamle verdensbillede og forsøger at finde (natur)videnskabelige forklaringer på det meste. På den anden side er århundredet også præget af en af de mest esoteriske fromhedsbevægelser, som den protestantiske kirke har kendt: pietismen. Her er tale om en oplysning af en anden art, nemlig den indre oplysning, og det er ikke tyngdekraftens, men sjælens mysterier, der søges kortlagt. Ambrosius Stub bærer begge strømninger med sig og kan både udtrykke inderlig fromhed og en næsten vulgær jordnærhed. Han træder frem for os som et af de første moderne mennesker.

Musikken i 1700-tallet I løbet af 1700-tallet bliver den til tider voluminøse og komplekse barokmusik langsomt erstattet af den mere enkle galante stil, der lagde vægt på gennemsigtighed og elegance, og senere også på naturlighed. I denne transitionsperiode mellem barok og klassicisme bliver også musikudøvelsen liberaliseret. Kunstmusik er ikke længere forbeholdt de højere sociale lag af samfundet. En række nodebøger med arier og dansemusik udgives hen imod midten af 1700-tallet med kommercielt fokus på det bredere borgerskab, og det er musikken fra disse nodebøger som Ambrosius Stub har haft i tankerne, da han skrev sine arier og viser. Samtidig har vi vidnesbyrd fra en række håndskrevne nodebøger fra spillemænd på landet, der viser at populærmusik og kunstmusik ikke var adskilte genrer, på samme måde som i vore dage. Musikken, som tilhørerne vil opleve til koncert-foredraget, er derfor hverken entydigt klassisk musik eller folkemusik – men snarere både og!

Medvirkende er Inger Solveig Nissen, sognepræst ved Rynkeby og Revninge kirker, Fyens Stift og Alamente Ensemble bestående af sang, violin, bratch, viola da gamba og cembalo. Medvirkende musikere: Lene Høst Mees, Liv Vester Larsen, Mogens Rasmussen og Poul Udbye Pock-Steen.

Koncertforedraget foregår i Annekset og der er fri entré.