Vi står under kirkens rå hvælvinger. Kalk og puds er vasket af - og det meste af det, vi forbinder med vores kirke, er taget væk, pakket ind eller på anden måde skjult for vore øjne. Der er støvet og snavset – og ikke en flig af det såkaldt ”hyggelige”, som mange forbinder kirken med.

Kirken står rå, upyntet og måske en smule frygtindgydende, men i al sin rå skønhed bliver kirken også en påmindelse om, at evangeliet ikke bare er venlighed og hygge. Det lyder råt og usminket til os mennesker, og det lyder netop der, hvor vi ikke kan skjule os bag vore vante facader. Det er kompromisløst – og måske forarger det, måske taler det os direkte imod!

Evangeliet taler også den såkaldte ”tidsånd” imod. Tidsånden, som handler om, at vi skal tage ansvar for os selv og vende blikket indad for at finde den indre ro og styrke, for at få kontrol og beherske tilværelsen. For hvis der er noget, vi stræber mere efter end noget andet, så er det netop at have kontrol over os selv og vores liv. Vi skal lære at elske os selv. Vi skal skabe os lykkelige liv!

Alt det kan være godt nok. Men trangen til at opnå indre kontrol for at nå vores idealer om den perfekte og lykkelige tilværelse, den trang er også hård og krævende. Og hvordan står vi tilbage, hvis projektet mislykkes, hvis ikke vi får kontrol og slet ikke magter at nå idealerne? Jeg ved det ikke, men jeg ved, at der i denne verden altid vil findes skæve eksistenser og ulykkelige skæbner – og helt almindelige mennesker, som erfarer, at uanset hvor meget vi øver os og behersker økonomien og os selv, så kan tilværelsen alligevel ramle sammen, og livet kan gå i sort.

Derfor peger evangeliet og kristentroen også i en anden retning end tidsåndens hang til indre kontrol og selvbeherskelse! Evangeliet peger ikke ind på os selv, vores egne følelser og indre trang – men udad mod det liv, der er givet os og kalder på os. Ud på det andet menneske.

Evangeliet taler ikke om pligt og ansvar og selvindsigt, men sætter altid kærligheden først og over alt andet.  Og her handler det ikke om at vi skal lære at elske os selv, men vi skal elske Næsten og elske ham eller hende som os selv.

Så kan det godt være, at vi ikke altid lykkes – heller ikke med at være” næste” for hinanden. Men det er aldrig for sent at prøve én gang til. For selvom vi måske ikke lige lykkes med at realisere det projekt, vi havde sat os for øje og arbejdet med i lange tider, så ved vi med evangeliets ord, at vi er elsket af Gud. Frygt derfor ikke, siger Jesus, I er mere værd end mange spurve

Gud er med os i vores til tider kaotiske liv. Han ser alle vores fejl og fiaskoer – men han ser os også som andet og mere end det. Han ser os bag sminken og facaden i vores rå nøgenhed, og dér ser han os som sine elskede børn. Amen.

5. Søndag efter Trinitatis 

Evangelium: Matthæus 10,24-31