Jul er fejring og glæde. Men det er også her, julesorgen melder sig.

Mange ved ikke, hvad de skal sige til folk i sorg. Især i julen, der ellers er glædens og lysets tid, kan det føles ensomt for den sørgende /af Dorthe Tofte-Hansen.

Advent og den tilstundende julehøjtid er for mange forbundet med fastlagte traditioner og mange forventninger. En af forventningerne knytter sig til glæde. Julebudskabet er så sandelig glædeligt og godt – men for den, der har mistet et elsket menneske, kalder højtidsdagene måske i endnu større grad på sorg, for med højtiden bliver vi mindet om det, der var og aldrig igen bliver det samme.

Måske er der gået mange måneder siden begravelsen, måske et helt år eller mere. Det er allerede længe siden, hun døde, hende, der var hele hans liv, og livet går jo videre. For ham og for alle andre. Og han gør det så godt, han kan, gør som alle andre sørgende, forsøger at vende tilbage til noget, der ligner det ”gamle” liv. Men efter døden er livet – også de levendes – forandret. Alle der har mistet, alle sørgende, hægter sig på livet, men bærer samtidig sorgen med sig som et livsvilkår. Et vilkår, der kan opleves meget ensomt. For sorgen og de døde fylder ikke meget i vores almindelige liv. Ikke andre steder end i kirken og i kirkens sorggruppe.

Sorgen og døden er en naturlig del af vores liv. Et vilkår, vi skal bære med os. Men de fleste af os, der står ved siden af, bliver kluntede og tavse i mødet med den sorg, der ikke er vor egen. Den andens sorg. Ofte ved vi slet ikke, hvad vi skal sige, og formår derfor ikke at give sorgen og den sørgende plads. Derfor opleves sorgen af mange som et ensomhedens vilkår, og når de ”glade” juledage indfinder sig, bliver dette endnu mere tydeligt. For i julen forventes vi alle at være glade. Her er ikke altid så meget rum for julesorgen, som Grundtvig digter om.

I sorggruppen derimod, får julesorgen plads. Siden Trygfonden i 2014 sammen med en lille gruppe initiativrige mennesker satte fokus på sorggrupper i folkekirken, er sådanne grupper blomstret op alle vegne i sognene. Og det giver god mening.

Langt de fleste bisættelser og begravelser foregår kirkeligt, og ad den vej skabes en helt naturlig kontakt mellem afdødes nærmeste pårørende og en præst. Samtidig er kirken ét af de få steder, hvor vi endnu har et sprog til at tale om døden og sorgen, fordi dette går igen i de bibelske tekster og i salmerne. På den måde bliver sorgen også en del af gudstjenestens rum – såvel som glæde og håb gør det. I en sorggruppe udvides dette rum yderligere, for her bliver sorgen italesat på en konkret og erfaringsnær måde.

Sorggrupper er ikke terapi, og det er ikke for særligt udsatte mennesker. Grupperne etablerer et medmenneskeligt fællesskab for helt almindelige mennesker, der har mistet. Mistet en livsledsager, et barn, en far eller en mor. I sorggruppen får sorgen plads. To timer hver anden uge. To timer med plads til at græde og endnu en gang fortælle om et svært sygdomsforløb – selvom det er blevet fortalt så mange gange før. To timer til at dele erfaringer om ensomhed, om savn og frustrationer – men også til at grine ad skøre erindringer og alt det mærkelige, man oplever som sørgende. To timer til fred og erindring af de døde.

I de sorggrupper, jeg gennem flere år har ledet sammen med en kollega, begynder vi altid med at tænde lys for vore døde. Så snakker vi, vi græder og griner, vi drikker kaffe og fortæller lidt mere. Vi slutter altid af med Fadervor og lader lysene brænde, når vi går hjem. Det gør godt, og det giver de sørgende styrke og livsmod til at vende tilbage til livet. Måske lidt mindre ensomme end før.

Dorthe Tofte-Hansen er sognepræst og sorggruppeleder gennem otte år.

https://www.kristeligt-dagblad...