02/07/2024 0 Kommentarer
Ny dåbskande
Ny dåbskande
# Nyheder
Ny dåbskande
Kirkens gamle dåbskande af messing har i mange år ikke været i brug, da en reparation af dens utætheder ikke lader sig gøre. Menighedsrådet besluttede derfor i begyndelsen af 2021 at anskaffe en ny kande. Imidlertid kom der kort efter fra uventet kant en henvendelse, der gjorde opgaven med at finde en ny dåbskande meget lettere – og betydeligt mere interessant.
I flere generationer var adelsfamilien von Benzon ejere af Christiansdal, det nuværende Dalum Kloster. Familien havde desuden indtil midt i 1920’erne et familiekapel oppe i Dalum Kirkes kor. I dag er familiegravstedet beliggende på den gamle kirkegård nord for kirken lige ved kastaniealléen. I familien von Benzons tid var Christiansdal kendetegnet ved en stor og omfattende selskabelighed, bl.a. deltog flere kronprinser og nationalskjalden Oehlenschlæger i disse sammenkomster.
I 2021 henvendte slægtens formelle overhoved Bettina Castenskiold von Benzon sig til Dalum Kirke med et fornemt tilbud – i øvrigt ganske uvidende om, hvad menighedsrådet netop havde besluttet. I hendes eje befandt sig nemlig en ’lille’ sølvflødekande, som den sidste von Benzon-ejer af Christiansdal, Carl Ludvig von Benzon, havde vundet, da han den 16. juli 1878 blev skyttekonge ved et skydestævne i Holbæk. von Benzon var på det tidspunkt amtmand i Holbæk og udnævntes efterfølgende til Overpræsident i København.
Den meget smukt udførte sølvkande er som skabt til at være mere end flødekande – derfor ville den, som giveren udtrykte det, og hvis menighedsrådet takkede ja, kunne opgraderes fra at være profan flødekande til kirkelig dåbskande. Det fandt menighedsrådet var en god ide og har taget imod gaven. Kanden er også, skønt den i familien går som den ’lille’ flødekande (den ’store’ befinder sig på Møntergården i Odense), stadig lidt større end vi normalt forbinder med en sådan. Den benzonske sølvkande er hele 28 cm. høj og stemplet med tre tårne. På siderne ses indgraverede engle. Den er skabt af guldsmed Lars August Asmussen (1827-1917), hvis initialer ses i kandens bund.
Dåbskanden til Dalum Kirke tages i brug ved gudstjenesten søndag den 3. april (Mariæ Bebudelsesdag), hvor tre børn fra samme familie skal døbes. Giverne Bettina Castenskiold von Benzon og ægtefællen Per Corneliussen vil være til stede.
Kommentarer